Jeppe Morgenthaler

Wish I Was Here

- er titlen på den kommende film fra Zach Braff. Som mange andre var jeg kæmpe fan af Scrubs og har været serien igennem forfra mange gange. Men det var da han lavede Garden State at jeg for alvor fik øjnene op for dybden af hans talent. Det er en af de fineste små film jeg har set. Den har snart 10 år på bagen og en ny film fra ham er længe savnet.

Det bliver der rådet bod på nu. Kickstarter, inklusiv en forrygende introduktionsvideo fra ZB & Co., slår til igen og efter 2 dage har han samlet 1,7 af de 2 millioner dollars han skal bruge for at realisere filmen. Der er altså noget forrygende fedt ved at donere håndøre til en film der bliver skabt uden filmselskabernes kassetænkning og helt på kunstnerens præmisser. Det giver også en masse udfordringer og selvfølgelig risiko for at filmen bliver noget lort. Den risiko tager jeg gerne en lille del i.

Og jeg glæder mig til Wish I Was Here.

UPDATE: Efter 4 dage er “vi” på $2,1 mio og dermed $100.000 over målet med 26 dage tilbage!

Nærmest perfekt søndag

I dag var sådan en søndag hvor jeg ikke havde været ude lørdag, og derfor vågnede klokken halv syv og lå og hørte/læste nyheder i en halv times tid mens solen strømmede ind gennem tagvinduet.

Jeg indrømmer gerne at det første der lød fra højttalerne var Anne Linnets ‘Søndag i april’ - som faktisk ret godt beskriver en god søndag - mens jeg spiste knækbrød med ost og honning.

Opvasken blev næsten taget inden klokken var 9 og jeg travede ind gennem byen for at mødes med en gammel veninde, hvis mor døde for nyligt. Det er der selvfølgelig ikke noget perfekt ved, men vores samtale, mens jeg så hendes nye designværksted og vi købte kaffe hos ‘Lækkerier’, gik på kastellet og sad på en bænk i solen, inden vi via nyboder endte i Kongens Have; dén samtale nåede omkring vores forhold til vores forældre, venskaber, New York, musik, de valg vi tager i livet og meget, meget mere. Alt sammen med en lydhørhed og en tagen-sig-tid til hinandens tanker, der ærligt talt er sjælden.

Jeg kunne, timer senere, slentre tilbage til en sol-lun, lur-indbydende sofa, fyldt op af en taknemmelighed over min egen evne til at etablere, og holde på fantastiske venskaber. Det er noget jeg godt tør sige jeg er god til.

Jeg fik også set halvanden times samtale mellem fem af forfatterne fra The Simpsons.

Endelig var det en søndag hvor jeg gik mere end en halv dag uden at bekymre mig om min mor. Fordi det faktisk går godt pt. Stille og roligt fremad. Men fremad.

Fin melankoli

Jeg fik endelig købt og læst Amalies flotte debut. Hvis man nogensinde har været forelsket, eller københavner, eller tænksom - eller bare er glad for ord i gode rækkefølger, så vanker der gensynsglæde. Og hvis der er gevinst på alle ovennævnte hylder får man valuta for hver en øre her.

Hun og jeg deler en lille bitte smule uskyldig historie fuld af fester og kys og det bliver jeg ikke mindre stolt af efter at have læst hendes forfatterdebut.

Sårbar

Det er så meget op og ned med min mor at der kan være fantastiske nyheder om morgenen og dårlige nyheder inden middag, for at det så igen tegner godt sidst på dagen.

Sådan var det i dag -med omvendt fortegn- for jeg sidder her med lægevagtens telefonnummer på skødet, standby for min mor. Min mor er hjemme - med hjemmesygeplejerske hver dag - og jeg tog til mine forældre sidst på eftermiddagen og bliver her hele weekenden. Både for at være lidt praktiske gris og få gjort hovedrent i hele hytten og for, ved selvsyn, at afgøre hvor dårligt hun har det. Hun har det dårligt. Rigtig dårligt. Det er status efter i aften. Hun våndede sig som en der lige var blevet skudt og har tabt sig forskrækkeligt meget. Og det på blot et par dage hvor jeg ikke har set hende. Og vi ved stadig ikke præcis hvorfor hun har det så dårligt. For operationen ‘gik som den skulle’ og lægerne kan ikke se nogen tegn på dårligdom.

Hvilket gør det hele lidt mere ubehageligt. For hvad er det så? Hvorfor har hun det så dårligt at hun konsekvent har brug for mere morfin og æder piller som var det slik. Helt vildt sjovt er det fandeme ikke.

Nyt layout, ny platform

Ja, altså - Posterous lukker jo 30. april, efter Twitter for nylig købte det. Det er jeg egentlig lidt ked af, fordi det der med blogging via e-mail faktisk fungerede ret godt for mig.

Men jeg måtte vælge mellem Wordpress og Tumblr (og alle mulige andre) og valgte Tumblr fordi det jo er ret simpelt - og desuden var det nemt at flytte 500+ blogindlæg med Justmigrate. Så nu bor jeg her på Tumblr.

Og det er der garanteret nogle startvanskeligheder ved - men sådan er det jo altid når man flytter blog. Det er 3. gang denne flytter. Og i år fylder den 8 år! Fra en grim iloblog til blogspot til posterous til Tumblr.

Post post-op

Nu gik det hele lige så godt.

For min mors operation var jo gået fint, og selv om hun var forfærdeligt træt, så havde lægerne jo sagt at det ikke ku’ være gået bedre. Men hun havde ondt. Rigtig ondt. Og havde svært ved at sove, så selv om hun kom hjem og også fik spist lidt mere hver dag - ikke helt nok - så vedblev hun med at være frygteligt træt og have meget ondt. Og man har ingen nerver i tarmene, så det er noget andet der har gjort ondt. Måske såret. Efter 2 mareridtsnætter med stærke smerter måtte hun i forgårs indlægges igen.

I går fik vi planmæssigt svar på prøverne fra den kræftknude de tog ud - det vil sige svar på om den havde spredt sig, og det havde den angiveligt ikke. Det er naturligvis utroligt gode nyheder midt i bekymringerne over hvorfor hun har det så dårligt. Forhåbentligt får vi snart svar på hvorfor hun har været helt til hundene den sidste uges tid. Og det er rigtig kedeligt at det ikke umiddelbart er gået så godt som vi først blev ledt til at tro, og som vi håbede på og samtidig dejligt at det var en enkelt knude uden spredning. De følelsesmæssige bølger skvulper videre.

Post-op

Min mors operation er tilsyneladende gået helt efter planen. Den tog 3-4 timer her til formiddag. Hun undgik stomi og ligger i opvågning nu. Det så heller ikke ud til at kræften havde spredt sig fra den ene store knude, så det er så gode nyheder som vi overhovedet kunne håbe på.

Pre-op

I dag blev min mor indlagt planmæssigt. I morgen skal hun opereres. Fredag brugte vi lidt QT sammen ved at tage i Koncerthuset og høre først Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1 og siden Sjostakovitjs 8. symfoni, der virkelig var fejende flot. Knugende melankolsk, søgende, klagende og smuk. Godt arbejde af radiosymfonikerne med den! Og jeg har altid holdt meget af hans 5. symfoni, så nu må jeg snart få lyttet ordentligt på resten af hans symfonier.

Nyt job og følelsesmæssige bølgeskvulp

Det er en tid med følelsesmæssige bølgeskvulp der kan mærkes her i mit liv. Sidste torsdag fik vi den kedelige besked at min mor er kræftsyg og dagen efter landede jeg mit nye job.