04 9 / 2014

Frit valg på den mest nederen hylde

Det er 6 uger siden jeg skrev et længere indlæg om min mor og hendes indlæggelse. Min mor er hjemme igen og i klar, utvetydig bedring. Det virker næsten som en alternativ virkelighed, det der skete. Svært at forholde sig til, og samtidig står det lysende klart i hukommelsen. Der kom i øvrigt et radioindslag ud af det (ca. 55 minutter inde). Det var også svært. Men også en nødvendig ventil som jeg har fået meget fin feedback på. De var flinke og forsigtige og jeg følte mig godt behandlet.

Mens min mor har været indlagt, og i virkeligheden et par måneder før det, har min far også været syg. Ikke psykisk, som min mor, men fysisk. Han har spist mindre og mindre og for at gøre en virkelig lang historie kort(ere) så har han i den sidste måned på det nærmeste ikke spist noget. Vi er flere i familien der frygter at kræften har fat igen.

En af grundende til at jeg tog til mine forældre i weekenden var at vurdere hans fysiske tilstand helt tæt på, i et par dage. Han vejer forsvindende lidt. Hans læge har ikke reageret - før min søster i dag tog fat i ham - altså lægen.

I aften blev min far indlagt til observation og med det del-formål at få noget næring i ham. Det er selvfølgelig ret kaotisk, men også rart at nogen nu ser til ham med professionelle øjne.

Jeg synes, det der med at være den voksne over for sine forældre, stinker. Men bekymringer omkring nære venners eller familiens svære sygdomme, om de er fysiske eller psykiske, er altså nødvendige at dele med andre.

Ellers bliver man selv skør. Ellers bliver jeg selv skør. 

15 8 / 2014

Musiktip: Jonathan Wilson

Det er kun et par dage siden jeg første gang hørte Jonathan Wilson, over et godt glas rødvin. Den her giver mange gode billeder på nethinden (når først den kommer i gang). Enjoy.

29 7 / 2014

Det taler vi (typisk ikke) om

image

Ok.

Det er ikke nemt at skrive eller tale om dette.
Det er heller ikke nødvendigvis velset.

Men det er nogen gange nødvendigt, for ikke at brænde inde med sine bekymringer og sorger, at dele dem med andre.

Mine forældre har gennem længere tid haft et svært indbyrdes forhold. Efter 43 år sammen er det, set udefra, mærkeligt, men når man ved at de begge har være dødssyge af kræft inden for de seneste 5 år, så er det måske ikke så mærkeligt at reserverne er helt i bund.
De har taget hver deres vej ud af sygdommen. Min far har lukket sig lidt inde i sig selv og været mere mentalt og fysisk bundet til sin lænestol, end sædvanligvis.

Min mor har omvendt set det som en ny chance for at gribe dagen og livet, og gå på museer, til koncerter, til events og generelt glædes over sin bedring, mere end at græmmes over den seneste sygdom.

Det har gjort at mine forældre sammen har haft det hårdt det seneste halve til hele års tid.

Men over de seneste par måneder har en sideløbende proces udviklet sig - først uden at det overhovedet var synligt, senere som en tendens der var ubehagelig, men uomtvistelig. Min mor fik med tiden et aktivitetsniveau der ikke bare kunne kaldes ‘glad for livet’, men som tendenserede et fyrværkeri uden ende.

Dét forløb kulminerede i løbet af den seneste uge, hvor min far inviterede flere familiemedlemmer og flere af min mors gamle venner på besøg, for at få deres indspark på min mors tilstand.

Det var ikke rart at tale med dem alle, efterfølgende. De fleste græd. Og alle var meget, meget bekymrede for min mor. Hendes fyrværkeri-lignende livsglæde havde udviklet sig til en manisk psykose og søndag formiddag besluttede min søster og jeg at tage hjem til mine forældre og forsøge at få hende indlagt. Der er flere detaljer der forklarer hvorfor vi var så sikre i vores sag, men dem udelader jeg her.

Vi besluttede os for ikke at involvere vores far i beslutningen, alene af den grund at han så ville kunne påberåbe sig absolut uvidenhed, og vi ankom søndag aften, 20 minutter før hun returnerede fra en svømmetur med en gammel veninde.

Med det samme fik vi trukket veninden til side og forklaret hende tingenes tilstand. Hun tilbød at være chauffør for hvad end der skulle ske følgende. For det er vi hende evigt taknemmelig, og det ved hun.

Vi var igennem faser af umådelig triste konfrontationer og sammenbrud, men det korte af det lange er at vi først fik overtalt hende til et besøg hos vagtlægen, som vi havde kontaktet - og at han, efter at have oplevet hende i 10 minutter gjorde os klart at han ville henvise os direkte til en psykiater i Roskilde.

Efter endnu en konfrontation og mange tårer, satte vi os i bilen og nåede hurtigt Roskilde Sygehus. Psykiateren og hendes tilknyttede sygeplejerske var forbilledlige i deres behandling af os, og af min mor, men da de i første omgang trådte ud af samtaleværelset var min mors konklusion at hun “under ingen omstændigheder” ville indlægges.

Men indlægges skulle hun, for hendes hjerne er i uorden, og selv om hun ikke direkte fysisk var til fare for andre eller sig selv, så var der flere fakta, som jeg igen udelader, der gjorde det smerteligt klart at hun var meget, meget syg.

Og derfor måtte min søster og jeg skrue bissen på. Og fortælle hende - igen og igen, og igen og igen - at der var en grund til at vi sad kl. 02 natten til mandag og havde fortalt vores respektive jobs at vi ikke kom på arbejde mandag, og at hendes veninde sad i venteværelset med tårer i øjnene, og at vi holdt så meget af hende at vi ikke kunne andet end at blive siddende til hun frivilligt lod sig indlægge. Og efter tårer der normalt ville være grædt over mange år, talrige barske konfrontationer, og højrøstede kærlighedserklæringer, gav min mor op og lod sig indlægge.

Så nu er min mor indlagt med manisk psykose. Og det er så mærkeligt og sørgeligt. Og rart. På den der mystiske måde, når man ved at i denne bizarre situation er det vigtigste at hun får professionel hjælp.

Permalink 1 note

16 7 / 2014

Virkelig sjov musikalsk virtuositet

Jeg tror dette muligvis kan være en ny subgenre på YouTube: Musikere der formår at replicere den menneskelige stemme og timing over en længere monolog.

I hvert fald synes jeg at disse to videoer er intet mindre end geniale:

09 6 / 2014

Skønhed

…kommer i mange afskygninger.

Jeg har været Daniel Lanois-fan i mange år. Det vil man kunne se hvis man bladrer tilbage i arkivet af blogposts her på siden.

I går så jeg dette timelange NY-Times-interview med ham og et par andre dygtige musikere, og midt i det hele får han lov at spille på sin lille “church in a suitcase”, som han kalder sin pedal steel-guitar.

Han spillede to af mine yndlingsnumre, nemlig ‘Panorama’ fra Belladonna og ‘JJ Leaves LA’ fra Shine. Og så tudede jeg af lykke. Det er så utroligt smukt. Hvis du ikke har tid til selve interviewet, så gå til 48m 26s, læn dig tilbage og nyd hans fantastiske evner på en pedal steel-guitar:

26 5 / 2014

Dagen efter… Tanker om valget.

Dagen efter EU-valget bliver det diskuteret flere steder hvorvidt vi, der stemte anderledes, har lov til at harcelere over DFs mange stemmer. Hvis vi trækker parallellen til 30’ernes politiske situation, hvor den radikale højredrejning i dele af Europa førte til 2. Verdenskrig, og også husker hvor hårdt DF i disse år trækker stregerne op, i forhold til hvem der er velkomne i DERES samfund, så synes jeg altså også at det er forståeligt nok at folk korser sig højlydt og lader frustrationerne få frit løb. Og det er jo netop ikke kun i Danmark højredrejningen foregår. Der *er* paralleller at trække til for 70-80 år siden, da ultranationalismen fik overtaget. 

Det er en pisse uhyggelig, hadefuld, xenofobisk højredrejning vi ser - og sidst vi så den førte den det sorteste onde med sig. Det er oplagt at skyde skylden på DF, men som en gammel ven sagde en gang: “hvordan skal de, som er dummere end mig, vide at jeg er klogere end dem?”

Jeg lægger meget af skylden hos V og K, som lukkede DF ind i varmen for at holde på magten i 10 år. Valgresultatet i går er prisen.

Tags:

Permalink 1 note

19 5 / 2014

Gode social media skills

I forbindelse med Kickstarterkampagnen og den efterfølgende pr-maskine for Zach Braffs nye film, Wish I Was Here, har han virkelig forstået at inddrage pengedonorerne, senest med en tak til “this person”, som er hver eneste backer på kickstarter, som optakt til den helt nye trailer.

Tjek den ud:

11 4 / 2014

Urban fishing 10 min fra Enghave Plads

image

Min Sluseholmen-forbandelse er brudt, med et brag! I går ved 17-tiden startede jeg ovre ved pontonbroen, helt inde ved Sjællandsbroen og fiskede 3 kvarter uden at der skete noget.

Jeg havde læst lidt op på Allans fiskeblog og fiskede dybt og langsomt. Så langsomt at jeg var bange for bundbid. Jeg fiskede først med en sort/rød filur, senere med sølvpilen 16 gr. i kobber/sort.

Så rykkede jeg til fiskepladsen midt i slusen (“under” cykelbroen) og i 5. kast var der hug. Jeg kunne ikke fornemme hvad det var, og den gik dybt uden at springe. Da den kom helt ind og op troede jeg det var en torsk, men da den lå ved stangen ku’ jeg se det var en lille sej. Min første mørksej nogensinde. Jeg var fuldstændig begejstret men satte den ud igen.

10 minutter senere rykkede det igen i stangen. 
Denne gang var det en lille torsk på samme størrelse, ca 35 cm. Det er over målet, men jeg syntes den virkede lille, så den røg også ud igen.

I det samme kom min gode bekendte Anders forbi. Han havde en ny stang med og riggede den hurtigt til med en lille 8-grams filur. I 3. kast havde han en lille torsk på, som selv hoppede af da han løftede den fri af vandet.

Så var det min tur igen. Denne gang en lidt større torsk, som jeg også satte ud. Og så fik Anders bid igen med det samme. “Den er større” - sagde han, så jeg hev kameraet frem og begyndte at filme. Samtidig fik jeg hentet min kejs, så jeg ku’ lande den for ham. En fin torsk på ca. 40 cm. kom på land og blev gokket.


Det gentog sig 5 min. senere, denne gang dog med en endnu større torsk, som jeg igen landede for Anders. Den var 47-48 cm og på over et kg. - vurderede vi.

Så gik der et kvarter hvor vi begge havde fisk på som sprang af inden de kom tæt nok på til at se hvor store de var, men inden jeg kørte hjem havde jeg to mindre torsk mere oppe. Den ene i et dobbelthug, hvor vi begge landede fiskene. Ren magi.

Anders’ ven tog 10 torsk forleden og de gik (både den dag og i går) nord for slusen, så langt man kan kaste i medvind, på kanten af strømmen, så dybt som muligt. Anders tog i øvrigt 3 torsk mere efter jeg var kørt.

Fabelagtig måde at slippe Sluseforbandelsen på!

26 3 / 2014

Tim 30 år

Forleden fyldte min ven Tim 30 år. I den anledning havde hans kæreste arrangeret en (i øvrigt meget succesfuld) surprise party for ham.

Og som det sig hør og bør når man har læst Dansk, så havde vi skrevet en lille sang til ham, delt mellem en ny og en gammel melodi:

TIM 30 ÅR
Mel: WRECKING BALL

01
Her er en sang
Som ikk’ er lang
Til gengæld, proppet med sjovhed
Vi rimer kækt
På Rosenthaleffekt
Og drysser efter med grovhed

Så’ der fan’me fest
Tim er æresgæst
Vi skal vifte med flag
Alle fejrer Tim
Her - nok ikk’ på Krim
Det er hans fødselsdag

OMKVÆD:
Og nu bli’r Timmo 30 år
Amen hold nu kæft hvor tiden går
Lig’ for lidt siden havde han børnesår
En Bar Mitzvah og en Li-i-i-ibido
Ja en, libido


02
Vi bliver ved
En kort besked
Til dig, en krøllet debattør
Din guttermand
En Superman
Kan du mon huske dagen før:

KUA det var fedt
Tim fik trænet lidt
Diskussionen som sport
Fastlåst af tøser, nej
Alting løser sig
Evig “Summer of George”

OMKVÆD:
Men det’ ikke altid så’n det går
Fulde-frieri fra Sønderborg
Mon han endelig bli’r gift i år?
Eller undgår han en ku-u-ugle mer’?
Ja en, ku-u-ugle mer’?

03
Og år’ne gik
med slæbeskridt
Og vi - er blevet rigtig’ mænd
Vi roser dig
Det hedder sig
At du – er vores gamle ven

Krøller eller ej
Vi er glad’ for dig
Nøgen eller i tøj
Tårer i øjenkrog
Tænd for smøgen, Yo!
Dubstep, skål og halløj

OMKVÆD:
Og nu bli’r Timmo 30 år
Amen hold nu kæft hvor tiden går
Lig’ for lidt siden havde han børnesår
En Bar Mitzvah og en Li-i-i-ibido
Ja en, libido


Mel: I EN KÆLDER SORT SOM KUL

Her må vi dog skifte spor
Til en gammel traver
Tim du kan vel nok forstå
Traditionen drager
Miley, tag du blot et hvil
Og lad os nu komme til
Skål for traditioner
Øl for tyve kroner (ish)

Mange rim er strømmet ud
Gennem KUA-tiden
Fra Jens-Ejnars røde tud
til den gang han “døde”
Husk nu, din personlighed
Findes i dit hår et sted
Lader du det rage
Din essens vil drage

Tim det er din fødselsdag
Men du er jo jøde
Så vi burde blive væk
Men vi er jo søde
Så vi fejrer dig i dag
For det er en æressag
At din skål udråbe
Udn at spild’ en dråbe

Fra drengene med navne af variende længe:
Nis, Lars-Ole, Jeppe, Frank, Karsten, Jesper og Jon

19 3 / 2014

Det var uhyggeligt

Nedenstående er ikke fiktion. Det er min og min ven Jacobs genkaldelse af en hændelse der fandt sted da vi var 14.

Jacob og jeg havde været til en slags drengeeftermiddag/aften med fodbold og hotdogs (uden alkohol forstås) hvor vi var blevet lidt længere end vi egentlig måtte.

Det var blevet halvsent (for 14-årige), klokken har vel været 11 om aftenen. Den gang var det ikke ualmindeligt at man cyklede hjem så sent, fx efter badmintontræning.

Men altså, vi var på vej fra Nykøbing til Rørvig, og jeg skulle overnatte hos Jacob, så vi kørte gennem fuglereservatet. Det var/er en betydeligt kortere vej, som ingen af os ville have taget, hvis vi havde kørt alene.

Men nu var vi jo sammen og det var ikke blevet helt mørkt endnu.

Det første stykke af selve fuglereservatet kan, selv i dagslys, være lidt uhyggeligt, med høje granner på begge sider af cykelstien og derfor mange fugle og smådyr der flagrer og pusler tæt ved, når man cykler forbi.

Men det stykke var vi nået igennem og vi var faktisk så godt som ovre den smalle dæmning der løber gennem reservatet, hvor der til den ene side er lavvandet fjordvand og til den anden side er et marskområde der ville gøre Arthur Conan Doyle misundelig. 

Ud til marskområdet står et 10-15 meter højt observationstårn, hvorfra man kan se ud over hele området. Vi besluttede os for at kravle derop og nyde udsigten i det sidste lys. Måske ville vi være heldige at se en af de havørne der var på besøg i området i den periode. Vi stillede cyklerne og kravlede op.

Der gik ikke mere end et halvt minut før vi fik øje på ham. En kæmpe af en mand, der stik mod al logik betrådte den sumpede marsk som var den en parkeringsplads. Han gik 150-200 meter fra os; han havde en stor grå parkacoat på, og havde slået hætten helt op. Over den ene skulder bar han på en cylinder, der vel var 3 meter lang og 30 cm tyk, og som så tung ud. Det var umuligt at afgøre hvad det var. 

Han vendte sig, som ramt af vores blik, og kiggede tilsyneladende direkte op mod os. Efter et par hurtige bevægelser hvor han først gik den ene vej, så den anden, vendte han sig pludselig og satte i rask trav af sted mod tårnet hvor vi sad. Vi dukkede os ned inde i selv tårnet og stirrede rædselslagne på hinanden.

Hvad gør vi?”

Kan vi nå ned?”

Jacob kiggede frem fra vores skjul og dukkede sig med det samme igen.

Jeg kan ikke se ham!”, hviske-råbte han i panik.

Jeg tvang mig selv til at gentage hans manøvre og fik øje på kæmpen 20 meter fra tårnets fod. Vi kunne umuligt nå ned inden vi ville stå ansigt til ansigt med ham. Han kiggede direkte på mig men afslørede ikke andet end et ubestemmeligt mørke inden i hætten. Ingen øjne at se. Intet ansigt at tyde. Har man set Ringenes Herre-filmene vil man genkalde sig fænomenet fra De Sorte Ryttere.

Jeg dukkede mig ned sammen med Jacob, lammet af skræk. Pludselig kunne vi høre ham. Hans støvler svuppede på det våde græs under tårnet og han rodede helt tydeligt med et eller andet. Vi kunne høre noget hårdt blive sat mod noget andet hårdt, uden dog at kunne afgøre hvad der skete. Til sidst kunne vi høre ham sjoske af sted igen. Og vi blev siddende, koldsvedende og med krampe i benene.

Sådan må vi have siddet i et kvarter, måske tyve minutter. Det virkede som den halve nat. Der var igen blevet fuldstændig stille, efter at kæmpen havde sjosket rundt ved tårnets fod. Det var også blevet næsten helt mørkt.

Vi besluttede os til igen at vove os frem og rejste os sammen op i tårnet igen. Med det samme så vi ham - nu i en lidt anden retning fra tårnet, og længere væk end første gang vi så ham. Vi så på hinanden med et indforstået blik i øjnene og nærmest kastede os ned gennem hullet i gulvet og kurrede ned af den stejle stige. Halvvejs nede er der en lille platform, hvorfra man stadig kan se meget af marsken. Derfra så vi ham, endnu en gang på vej i rask trav, lige mod tårnet og os. Vi sprang de sidste to meter ned og hen til cyklerne, som vi løb i gang og hoppede op på. 

Min var punkteret.

Vanviddet og vores frygt var nu så udtalt at adrenalinen holdt mig kørende de næste par kilometer uden jeg tror at en pumpet cykelslange havde gjort en forskel. Da vi ramte de første huse og gårde (herfra var der stadig 3 km hjem) sprang jeg af cyklen og løb med den ved siden af mig resten af vejen. Vi så os tilbage hvert andet sekund men så aldrig mere til kæmpen fra marsken.

Den nat sov vi ikke. Og lige siden den gang har vi af og til talt om hændelsen. Vi husker den stadig lige rædselsvækkende og kan stadig ikke finde nogen fornuftigt forklaring på hans opførsel.

Jeg har længe tænkt på at skrive om uhyggelige oplevelser gennem mit liv. Synes du jeg skal fortsætte?